Bjørnskov/Flensborg Quartet

 

Tracklist:


The Room Next Door

Roots

Nor

Rubato

The English Channel

Late Trane

You Must Believe

Accept

Born By The Lake (Valsen)

Nyt album ”Roots”

– med den engelske jazzsaxofonist Stan Sulzmann skaber bro mellem nordisk og europæisk jazz


Oplev et tæt samarbejde med legendariske jazzsaxofonist Stan Sulzmann og den danske trio Torben Bjørnskov – Pojken Flensborg  & Espen Laub på det nye album ”Roots” der udkommer 22. april 2014 på Long Life Records.

Stan Sulzmann (sax): har igennem mange år har været en af foregangsmændene på den europæiske jazzscene med sin intense og markante sound. Stan Sulzmann har spillet og indspillet med en lang række markante musikere, fx Kenny Wheeler, John Taylor og Marc Copland og har været med til at tegne og sætte sit præg på det europæiske jazzmiljø.


Torben Bjørnskov (bas): er en fremtrædende musiker på den danske jazzscene og har medvirket på en lang række plader – flere i eget navn med et særligt fokus på det nordiske islæt i musikken, selvom han kommer fra en musikalsk baggrund der er stærkt præget og inspireret af den amerikanske jazztradition. Han har turneret over det meste af Europa - med afstikkere til USA og Mexico.


Pojken Flensborg (piano): Jazzmusiker i mange sammenhænge med  talrige cd-udgivelser bag sig - og mange som musikalsk leder. Han er kendt for sin flotte klang og følsomme intense spil.


Espen Laub von Lillienskjold (trommer): medvirker sidst - men absolut ikke mindst - som det yngste skud på stammen på ”Roots”. Espen spiller i et hav af forskellige sammenhænge i Danmark og udlandet, og med sin brede erfaring fra jazzmiljøet og unge opsøgende energi, er han den sidste og afgørende spire i et intenst

musikalsk projekt.



”Roots”  -Lidt om baggrunden for cd’en.

Roots er blevet til på mit initiativ ud fra et ønske om at samle de musikere som jeg har spillet meget sammen med og føler en særlig kommunikation med: Pojken, Espen og Stan.  Pojken, Espen og Stan kendte ikke alle hinanden, så konstellation er både præget af en næsten telepatisk kommunikation og det helt uprøvede og overraskende.


Jeg ville gerne væk fra et soloprojekt og lave et samarbejde om materialet og udtrykket. Dog skulle der være en linje i musikken. Deraf navnet ”Roots”. At trække på vores fælles rødder i musikken. Det nordisk melodiske og melankolske og den mere Europæiske fortolkning af jazzen som Stan bl.a. repræsenterer. Jeg ville dels selv gerne skrive numre specifikt til denne konstellation men også i kompositionsprocessen give plads til numre som allerede på ideplan ville blive kasseret, enten af den indre kritiker eller fordi de faldt uden for konceptet.

Derfor mødtes Pojken og jeg som har skrevet musikken til ”Roots” med en bunke kompositioner. Vi gjorde som når børn vælger legetøj: Vi lavede en JA og en NEJ bunke og spillede os igennem numrene til vi i JA bunken havde hvad vi mente var et godt materiale til cd’en.

Herefter gik vi i studiet med Stan og Espen. Vi ville give dem frihed til at komme med deres umiddelbare bud på kompositionerne så musikken fik lov at leve sit eget liv. Vi havde en stærk ide om hvor vi gerne ville have musikken hen men besluttede os hurtigt for at lade numrene finde deres naturlige udtryk ud fra vores sammenspil og fælles inputs.

Vi er glade og stolte over at præsentere ”Roots” som både rummer store dele improvisation men også helt enkle arrangementer og melodier og håber at I vil nyde musikken.


- Torben Bjørnskov

Presse.pdf

Download dansk

Press.pdf

Download English